Table of content
Vi står på kanten af en klimapolitisk skillevej. Klimarådet og EEA’s Trends and Projections in Europe 2023 rapporterer en alarmerende kløft; med de nuværende tiltag forventes kun 43-48 % af den krævede reduktion opfyldt inden 2030, langt fra EU’s mål om 55 % reduktion i forhold til 1990-niveauet. Det betyder én ting; vores kollektive indsats halter, og alene derfor er klimakrisen ikke længere en fjern fare, men akut virkelighed.
Industrien bærer en hovedrolle. I 2021 stod den for 21 % af EU’s drivhusgasudledninger, og dog har sektoren formået at reducere med 35 % siden 1990. Det er imponerende, men ikke tilstrækkeligt. Med klimaets acceleration og globalt pres stiger kravet; der skal tænkes i hastighed, omstilling og innovation og det skal være nu.
Mange industrivirksomheder har allerede høstet gevinster ved at reducere energiforbrug og bruge biobrændsler smartere. Men vi når ikke klimamålsætningen ved blot at stramme skruen en smule. Næste fase kræver strukturelle ændringer; elektrificering, hydrogen-teknologier og cirkulær økonomi, kombineret med digital styring af CO₂-intensitet og affaldsstrømme.
Hvis målet er en klimakrisefri fremtid, kræves mere end gradvise små tiltag; CCUS (fangst og genbrug af CO₂), skalaopgradering af lagringsteknologi og overgang til kulstofneutrale brændstoffer er nødvendige. Disse tiltag er omkostningstunge, så incitamenter og støtteordninger, ofte af EU og national karakter er afgørende for at forhindre, at omstillingen fejer branchen af banen.
Lovende reduktionsrater i byggesektoren markerer fremskridt, men klimamål kræver langt mere; en massiv renoveringsbølge, grøn materialevalg og eskalering af energieffektivitet. Det handler ikke kun om strikse krav, det handler om at gentænke byggeriet som klimaløsning.
Transport har været en stopklods; CO₂-udledninger fra vejtransport er steget med 33 % siden 1990 og udgør ca. 25 % af EU’s samlede emissionsprofil. Studier viser, at forsinket elektrificering i transporten forværrer klimaregnskabet for industrien, enten må CO₂-prisen fordobles, eller sektorens tempo skubbes kraftigt op. Den klare lektie; grøn transport acceleration er ikke blot en bonus, det er en forudsætning for klima-ambitiøs industri.
Landbruget har opnået marginale reduktioner ca. 2 % i 2023. Men emissionsprofilen fra biogas, husdyrbrug og arealanvendelse kræver strukturændringer og inovation i fødevarekæderne. Energisektoren gjorde store fremskridt i 2023 (24 % vedvarende energi), men også her må hastigheden mere end fordobles for at nå 2030-målet.
EU’s Fit for 55-pakke er ikke blot en vision. Siden 2023 er fire centrale direktiver endeligt vedtaget: ETS udvides til transport og varme, CO₂-grænsetilpasningsmekanise (CBAM) implementeres, og EU intensiverer støtten til grøn energi og cirkulær industri.
Det øger presset på industrien; CO₂ skal prissættes bedre, teknologien skal moderniseres og branchen skal finde plads til nye, lav-kulstof processer hurtigere. Samtidig åbner det op for eksportmuskler i grøn teknologi og Danmarks mulighed for at vise vejen.
Der ligger et stort ansvar i industriledelse nu; sig farvel til lavthængende frugt og omfavn transformationen. Det handler om at se på CO₂ som konkurrenceparameter, og ikke længere som compliance-krav. Industrien må tænke eksport af grøn teknologi som klimaindsats, ikke bare salg. Det handler om produkter, processer og partnerskaber der i sig selv fremmer klimaretfærdighed og bygger bro mellem ESG, CSRD og produktinnovation.
Klimarådet har tydeligt slået fast, at dansk forbrug og eksport påvirker verdens klima langt mere, end vores territoriale statistikker afspejler. I 2023-rapporten “Danmarks globale klimaindsats” fremhæves ti indsatsområder, hvor Danmark kan påvirke global klimaeffekt, bl.a. klimaaftryk fra import, grøn eksport og transportkorridorer til søs og luft.
Det er et signal til industrien; jeres klimaindsats stopper ikke ved fabriksporten. Ved at lave produkter, der bærer lavt CO₂-aftryk og høj cirkularitet, kan Danmark spille en rolle i at ændre miljøregnskabet på global skala.
En platform så brændende kræver, at industrien går fra passiv styring til aktiv innovation. Og konteksten er klar;
Det betyder, at den største mulighed netop nu ligger i transformation; digital styring, emissionsmærkning, grøn eksport og kredsløb fremfor forbrug. Brancheledere kan vælge at stå som fosiller eller blive en del af klimahistorien.
Sæt ambitiøse mål for CO₂-reduktion, ikke blot de nationale krav, men ambitioner der matcher global nedtrækning.
Skab en strategi med handlingsplaner; elektrificering, CCUS, cirkulær procesdesign, grøn transport og eksportfokus.
Brug klimasyn, ESG-rapporter og DS/CSRD mål som katalysatorer for CO₂-styring og forankre CO₂-data i KPI’er og ledelsesmodeller.
Sæt klimafortællingen som brandingværdi og eksportfordel. Kombinationen af CO₂-transparent teknologi og lever-selv mindsted rigtigt på både markeds- og investorkrav.
Klimakrisen er ikke noget, industrien kan afvente. Det er en kolossal mulighed, for ledelse, udvikling og overlevelse af dansk industri i global konkurrence. Industrien skal ikke kun reducere, men fremstå som bæredygtig fortælling, grøn eksportdriver og teknologisk vejviser.
Ved at navigere klimakrisen med ambition, innovation og konkret handling kan danske virksomheder gå fra reaktiv risiko til proaktiv påvirkning. Ikke blot for at leve op til klimaaftaler, men for at vise, hvordan man transformerer klimakrise til klimaleverance.