CSDDD; Når bæredygtigt ansvar bliver til lov

Michael Boetker Moeller Nielsen

Michael Boetker Moeller Nielsen

22 Jul 2025

Table of content

EU er i færd med at omskrive reglerne for, hvordan virksomheder agerer i verden – ikke kun på egne kontorer, men også i de lange skygger, deres aktiviteter kaster gennem globale forsyningskæder. Et centralt skridt i den proces er Corporate Sustainability Due Diligence Directive, forkortet CSDDD.

Det er ikke blot endnu et direktiv. Det er en kraftfuld markør for, at bæredygtighed og menneskerettigheder nu ikke længere hører hjemme i CSR-afdelingen alene, men skal forankres i virksomhedens strategi, ledelse og daglige drift.

Hvorfor CSDDD og hvorfor nu?

I mange år har virksomheder – i hvert fald på papiret – haft en vis grad af frihed til at vælge, hvor meget ansvar de ville tage for forhold som arbejdsforhold hos leverandører, miljøpåvirkning eller respekt for grundlæggende menneskerettigheder.

Men tiden, hvor etiske retningslinjer kunne stå uforstyrret på en hjemmeside uden konkret forankring, er ved at være forbi. Verden kræver handling. Og CSDDD er EU’s klare budskab: virksomheder skal ikke blot tænke på profit, men også på konsekvenserne af deres forretningsaktiviteter, lokalt og globalt.

Hvad går CSDDD egentlig ud på?

Kernen i CSDDD er princippet om due diligence – altså at virksomheder skal gøre sig umage med at identificere, forebygge og håndtere risici og skader, som deres forretning forårsager for mennesker og miljø.

Men hvor mange tidligere initiativer har haft karakter af frivillige retningslinjer, gør CSDDD disse forpligtelser til noget, der kan måles, vurderes og sanktioneres. Det handler ikke længere kun om at udvise "god vilje", men om at dokumentere, at man gør det nødvendige, hele vejen gennem leverandørkæden.

Det betyder, at virksomheder skal kortlægge, hvordan deres aktiviteter og deres samarbejdspartneres potentielt kan skade menneskerettighederne eller ødelægge miljøet. Og de skal være i stand til at handle, hvis noget går galt.

Et udvidet ansvar og en ny virkelighed

Det er ikke længere tilstrækkeligt at fokusere på det, der foregår inden for virksomhedens egne vægge. CSDDD trækker en bredere cirkel omkring ansvar, en cirkel, der inkluderer både datterselskaber og hele forsyningskæden.

Har en underleverandør i Sydøstasien brugt tvangsarbejde? Eller har en leverandør i Afrika fældet skov ulovligt for at kunne levere råvarer hurtigere? Under CSDDD vil sådanne situationer ikke længere kunne ignoreres. Virksomheden skal kunne vise, at den har gjort sit og gjort det grundigt, for at forhindre det.

Derudover får større virksomheder en særlig opgave; at lægge en plan for, hvordan deres forretningsmodel kan tilpasses målene i Paris-aftalen. Det indebærer, at man aktivt arbejder mod netto-nul-udledning og prioriterer klimaindsats som en del af virksomhedens kernebeslutninger.

Hvem bliver omfattet og hvornår?

Direktivet gælder i første omgang for virksomheder med mere end 1.000 ansatte og en årlig omsætning på over 450 millioner euro. Men det stopper ikke dér. Virksomheder uden for EU, som opererer inden for det europæiske marked i samme størrelsesorden, vil også skulle rette ind.

Og selvom mange mindre virksomheder ikke er direkte omfattet, vil de hurtigt mærke effekten. For når større aktører skal dokumentere, hvordan deres værdikæde opfører sig, vil kravene begynde at strømme nedad, som ESG-data, tredjepartsrevisioner og forpligtelser i kontrakter.

Mere end papir; Konsekvenserne ved ikke at følge med

Når CSDDD træder i kraft, er det ikke blot endnu en rapporteringsopgave. Det bliver en reel forpligtelse med konsekvenser, hvis man ikke lever op til forventningerne.

Tilsynsmyndigheder i EU’s medlemslande vil få ansvar for at føre kontrol, og virksomheder kan risikere bøder på op til 5 % af deres globale omsætning. Hertil kommer muligheden for erstatningssager, hvis mennesker eller samfund er blevet negativt påvirket, og virksomheder ikke har handlet tilstrækkeligt.

Derudover kan overtrædelser få afsmittende effekt på virksomhedens adgang til offentlige kontrakter, finansieringsmuligheder og ikke mindst dens omdømme. I en verden, hvor transparens og etik bliver stadig vigtigere for både forbrugere og investorer, kan det være en kostbar affære at komme på den forkerte side af historien.

Mulighederne i forpligtelsen

Det er let at se CSDDD som endnu et compliance-krav. Og ja det bliver komplekst. Det kræver dataindsamling, leverandørstyring og nye interne procedurer.

Men det åbner også døren til forretningsmæssige gevinster. Virksomheder, der arbejder struktureret og strategisk med ansvar, oplever ofte øget tillid fra både medarbejdere, investorer og samfundet.

De står stærkere i forhold til grøn finansiering og bæredygtige partnerskaber. Og de har et bedre afsæt for innovation, fordi de ser risici og muligheder tidligere end deres konkurrenter.

CSDDD handler ikke kun om ansvar det handler også om fremtidssikring.

Hvad bør virksomheder gøre nu?

Selvom direktivet stadig afventer den endelige godkendelse i Europa-Parlamentet og ikke forventes fuldt implementeret før 2027, er der ingen grund til at vente.

Virksomheder bør allerede nu begynde at overveje, hvordan de kan integrere due diligence-processer i deres governance og forretningspraksis. De bør se på deres værdikæde med kritiske briller og vurdere, hvor de største bæredygtighedsrisici ligger og hvordan de kan håndteres.

Det er også nu, der skal arbejdes med at klæde ledelsen på, opbygge interne kompetencer og etablere samarbejder med leverandører og partnere, der kan være med til at løfte ansvaret i praksis.

For dem, der starter tidligt, bliver overgangen ikke bare lettere, den kan også vise sig at være en konkurrencefordel.

CSDDD som pejlemærke for ansvarlig vækst

CSDDD bliver ikke blot en ny paragraf i lovgivningen. Det bliver et pejlemærke for, hvordan virksomheder i EU og langt ud over EU’s grænser, skal tænke og agere i fremtiden.

Det handler om at sætte handling bag ordene. Om at tage ansvar, ikke kun fordi det forventes, men fordi det er nødvendigt for både planetens og forretningens bæredygtighed.

Hos ClimEdU ser vi CSDDD som en mulighed for virksomheder til at redefinere, hvad god forretning er: Ikke kun profitabel, men også etisk, langsigtet og ansvarlig.

Har du brug for at blive klar til CSDDD?
Vi tilbyder målrettet rådgivning, workshops og undervisning i, hvordan I kommer fra strategi til konkret handling. Kontakt os og tag næste skridt mod fremtidens ansvarlige forretning.